Flere vers

På bibelstreger.dk vælger vi et skriftsted til hver uge. Måske har du tid og lyst til flere vers, og i princippet kan alle vers jo bruges, selv om nogle nok er lettere at tegne til end andre. Somme tider kan det være godt at læse en hel bog eller et brev igennem, andre gange har man mere lyst til et tilfældigt nedslag i bibelens mange tekster og til tider vil man måske fordybe sig i et tema. Her er et par forslag til hvordan du kan finde tekster på forskellige måder.

Bibellæseplanen

Bibelselskabet udgiver hvert år et lille hæfte med skriftsteder til alle dage i kirkeåret. Derudover indeholder hæftet også sider med små artikler om f.eks. højtiderne. Ved at følge Bibelselskabets læseplan kommer man godt rundt i hele bibelen i løbet af året. Bibellæseplanen ligger ofte fremme til fri afbenyttelse i folkekirker og frikirker. Man kan sikkert også bestille den hos Bibelselskabet.

Digitale læseplaner

Jeg er rigtig glad for min telefon, og bruger den til alt muligt. Det er blevet en vane for mig at læse et vers eller to fra morgenstunden, og det er kun lykkedes mig at få den vane, ved at lade telefonen hjælpe mig. Jeg får en app til at sende mig et vers hver morgen, og selv om det ikke er helt nok for mig til at lave bibelstreger, så er det en god måde at begynde dagen på, og somme tider sætter det mig på sporet af noget spændende, som jeg arbejder videre med senere.

Jeg har en del forskellige apps, og jeg skal ikke kunne sige hvad for en, som vil passe dig bedst. Der findes en del på dansk og rigtig mange på engelsk, hvis man bryder sig om det. Jeg viser et lille udvalgt her. Du må selv gå på opdagelse og finde den, som passer dig bedst.

Mannakorn

Hvis man har lyst noget mere håndgribeligt, kan man købe Mannakorn. Prorex laver og sælger dem. Mannakorn er små kort med skrifthenvisninger på. Man trækker bare et tilfældigt kort og slår op i sin bibel. Jeg har en æske med Mannakorn, og det er en sjov måde at laden tilfældet eller Ånden råde, og så er børn ofte ret glade for at få lov til at trække et kort. Mannakorn kan bruges til alt muligt, og jeg ved at mange har brugt det til daglig familieandagt.

 

 

Det er faktisk også muligt at trække Mannakorn Online på Dansk Oases hjemmeside.

 

Min egen plan

Jeg holder rigtig meget af at fordybe mig i bibelens tekster, og har ikke noget imod at blive i den samme tekst i lang tid. Derfor har jeg lavet min egen plan. Den er noteret i min Bulletjournal, og jeg retter sommer tider til i den, når jeg ikke lige får tid til alt det, som jeg havde tænkt mig. I de seneste mange måneder har jeg været på en rundtur i bibelens små bøger både i Nye og Gamle Testamente.

 

Det er min erfaring, at jeg ikke er ret god til at læse vedholdende, hvis jeg ikke har en plan. Jeg skifter gerne imellem forskellige planer, men forsøger at holde fast i dem i en periode. Det er vigtigt for mig, at jeg laver en ny plan før jeg går kold på den gamle, for ellers løber det ud i sandet for mig. Bibelstreger har virkelig været godt for mig i den forbindelse. Nu læser jeg ugens tekster og tegner til. Dertil kommer at jeg har fået en ny glæde ved at bruge tid på Biblen. Jeg oplever at det kreative giver mig lyst til mere. Teksterne bliver aktiveret på en ny måde, og jeg nyder at vende tilbage og minde mig selv om de pointer, som jeg har illustreret.

Jeg håber at du finder en god måde at læse i din bibel på. Det er vigtigt, at det passer til dig, din tid og dine behov. God fornøjelse!