Når det ikke lige bliver som man havde tænkt sig …

Jeg holder af at tegne i min bibel, og jeg har efterhånden udviklet en genkendelig stil. De fleste af mine tegninger er i en simpel streg og farvelagt med farveblyanter. Jeg holder mig ikke tilbage fra at “låne” motiver, som jeg finder på nettet. Jeg tegner af og giver dem mit eget twist, og så glæder jeg mig over at andre fangede det, som jeg havde i tankerne.

Ind imellem udfordrer jeg mig selv til at prøve noget nyt. På det seneste har det mest handlet om Gelatos fra Faber Castell. Jeg er ret vild med dem, men de kan ikke bruges til min sædvanlige stil. Derfor må der eksperimenters. Jeg har brugt dem til at lave baggrunde med, og det egner de sig godt til. De er ikke så gode til detaljer, så jeg må give slip på mine teknik fra farveblyanterne. Når man ser folk bruge Gelatos på YouTube, ser det let og enkelt ud. De får det til at se ud som en leg at trylle flotte sider frem, og jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at prøve at gøre dem kunsten efter. Jeg tog fat på Salme 108, versene 5 og 6:

 

Din trofasthed fylder universet, din godhed når til skyerne.

Herre, lad din storhed fylde himmelrummet, lad din herlighed komme over hele Jorden.

 

Fantastiske vers, som fortæller om Guds storhed og omsorg for os. Her er mit resultat.

Ikke helt hvad jeg havde tænkt mig! Jeg kunne komme med en lang liste af ting, som ikke blev, som jeg havde håbet, men det vil jeg ikke trætte dig med. I stedet vil jeg minde mig selv (og dig) om, at pointen ved at lave bibelstreger er at fordybe sig i Guds ord. Det må man sige at jeg gjorde. Så kan det godt være, at jeg ikke er helt glad for mit kreative resultat, men det er faktisk heller ikke så vigtigt. Jeg siger lige så meget dette til dig som til mig selv, for jo flere bibelstreget jeg laver, jo mere optaget bliver jeg af udtrykket. Det er en fælde for mig, og i virkeligheden handler det nok lidt om hovmod. Jeg kan faktisk godt lide, når andre siger noget pænt om mine sider. Det er der nok ikke noget i vejen med, hvis det var et biprodukt af mine anstrengelser, men hvis det bliver formålet med mine værker, har jeg et problem. Det vil jeg forsøge at arbejde med.

En måde at gøre det på, kunne jo være at holde min bibel for mig selv. Det ville ikke rigtig virke for mig, for jeg forsøger jo at inspirerer andre til at lave bibelstreger ved at vise den frem. I stedet vil jeg arbejde langt mere med mine forberedelser inden jeg tegner. Det vigtige for mig må være at læse og lytte til Ordet. Tegningen må være sekundær. Det bliver ikke helt let, men det er nok sundt at minde sig selv om. En anden ting, som jeg vil gøre er at tage en pause fra Pinterest og Instagram, når det handler om bibelstreger. Jeg bliver alt for let revet med af alt det utrolig flotte, som dygtige og kreative mennesker i hele verden deler, og det gavner mig vist ikke lige nu.

Og så vil jeg i øvrigt blive ved med at eksperimenterer. Det er både sjovt og lærerigt, og en fin måde at øve sig i ikke at opnå perfekte resultater på.

Del gerne dine eksperimenter, både dem, som gik godt og dem, som ikke blev helt som du havde håbet, i vores Facebookgruppe. Jeg glæder mig til at se hvad du tumler med.