Påsken 2018

Hvor er det dejligt at de at flere og flere har lyst til at lave bibelstreger og dele dem med os her. Tak til alle jer, som har bidraget til denne uges opsamlingsartikel. Ugens vers for uge 13 var fra Markusevangeliet, men på grund af påsken har flere valgt at dele streger om andre af påskens tekster også. Jeg har samlet det hele her, for man kan aldrig få for meget af påskens budskab.

Markusevangeliet 16, 1-11

Bibelselskabets oversættelse fra 1992:
v1 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. v2 Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. v3 Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« v4 Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. v5 Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. v6 Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« v8 Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
v9   Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. v10 Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. v11 Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.

 

Bibelen på Hverdagsdansk, Scandinavia:
Næste dags aften, da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Salome og Maria, Jakobs mor, vellugtende salver til at salve den døde med. 2Tidligt søndag morgen, mens solen var ved at stå op, gik de ud til gravhulen. 3-4„Hvem mon vi kan få til at rulle den store sten væk fra indgangen?” sagde de til hinanden, for stenen var meget tung. Men da de nåede frem, så de, at stenen allerede var rullet væk. Graven var åben. 5De gik indenfor og så en engel i skikkelse af en ung mand sidde i højre side af gravhulen. Han var iført en lang, hvid klædning. Da kvinderne så englen, blev de forskrækkede, 6men han sagde til dem: „Vær ikke bange! Er det ikke Jesus af Nazaret, den korsfæstede, I leder efter? Han er ikke her! Han er genopstået. Se selv: Det var her, han blev lagt. 7Men gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: ‚Jesus tager til Galilæa for at mødes med jer dér, sådan som han har sagt jer.’ ”

8Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.

9Det var tidligt søndag morgen, Jesus opstod fra de døde, og den første, der fik ham at se, var Maria Magdalene, som han havde befriet for syv onde ånder. 10-11Hun gik straks hen til de grædende og sørgende disciple og sagde: „Jesus lever! Jeg har selv set ham!” Men de troede ikke på det.

 

Maria: Det var faktisk vildt fordybende når man pludselig skal tegne, man skal jo ligesom forestille sig situationen, kvindernes udseende, naturen mm. Er vild med det 

Benedikte: Mit første forsøg med bibelstreger. “Stedet hvor de lagde ham” som forudsætningen for genopstandelsen – eller er det omvendt? 😊
Motivet har jeg tyvstjålet fra nettet 

Og Benedikte fortsætter med flere motiver fra påsken: Jeg er glad for Matthæus og har forsøgt mig med at illustrere kap 27, 27-31 og 28, 1-10. Tornekronen er frihånd, og jeg har ladet farverne ligge for at understrege kontrasten til fortællingen om opstandelsen (hvor jeg har lånt en illustration fra nettet) 😊

Ketty: Skærtorsdag 2018. Markus 14,8: “She has done what she could”. Ord til trøst og opmuntring med baggrund i en svær “skærtorsdagsberetning”. Et “gammelt ord” for mig, men i går fik det streger på. Jeg forbereder altid mine sider med Clear Gesso, så kan jeg bruge stempler, vandfarver m.m. uden at det bløder igennem. I går brugte jeg Faber Castell blyanter, vand og stempler. God påske.

Ketty: Påskedag 2018. I søger efter Jesus fra Nazaret.. Han er opstået… Han er ikke her… Han går i forvejen… I skal se ham… Gå og fortæl… Fra den tomme grav udspringer liv og glæde til alle verdenshjørner.

Nana fortæller: Jeg leger lidt med en for mig anderledes teknik. Plejer alene at bruge farveblyanterne og fineliner, men har denne gang tilføjet udklip af et printet motiv på transparent papir.
Inspireret af Palmesøndag og teksten om Zebedæussønnernes ønske fra Mark. 10, 35-45.

Du kan se og høre mere om teknikken med transparent papir i facebookgruppen, hvor Nana har delt en lille video, som hun har lavet.

Nana: Fra fordybelsen i påskens tekster. Langfredag -Johannesevangeliet 18, 33 til 19, 7. Se hvilket menneske! (Fra Bibelselskabets tidligere oversættelse af Joh. 19, 5).

Materialer: Expertiz farveblyanter (billige og gode farveblyanter, der kan købes i Aldi for tiden), Staedtler Fineliner.
Det er min egen streg denne gang.

Teksten indeholder bl.a. at Pilatus fremstiller en pint lidende Jesus side og side med Barabbas, så folket kan vælge. De vælger oprøreren Barabbas, der nok er tættere på den befrier og frelser, som de forventer.

Du kan læse meget mere om Nanas tanker bag denne illustration i hendes opslag i facebookgruppen.

Endnu en fra Nanas hånd.

Sara har delt både sin færdige tegning og et par af skitserne dertil. Dem kan du finde i facebookgruppen.

Rikke: Kristus er opstanden!

Her er mit bud på ugens tekst fra Markusevangeliet. Jesus er tegnet uden korset, men i samme position, dog nu forvandlet til en sejrshilsen. Døden kunne ikke holde ham fast.

Halleluja! Jeg elsker påskens budskab.

PS. Hvis du synes at du genkender tegningen, så er det meget muligt. Jeg har nemlig hentet motivet på nettet.

Tak for jeres bidrag. Bliv endelig ved med at dele. På den måde kan vi inspirerer hinanden og give Gud ære. Den næste udfordring ligger allerede klar. Velkommen!